Hej
Jeg er under visitation til et fastholdelsesfleksjob på grund af en funktionel lidelse og har i den forbindelse fået udarbejdet en psykologisk undersøgelse.
Psykologen anfører i undersøgelsen, at det vurderes, at der er tale om en tilstand, som må antages at være vanskelig at behandle ad traditionel terapeutisk vej, men det vil være relevant at forsøge at henvise mig til en psykolog med fokus på kropterapi. Dette mest optimalt hos en psykolog med
fokus på kropsterapi eksempelvis Somatic Experiencing (SE).
Det anføres endvidere, at det dog næppe er sandsynligt, at jeg på grund af tilstandens personlighedsmæssige grundlag og kroniske karakter, derved kan opnå mit tidligere funktionsniveau, men det er forventeligt, at mine stressreaktioner kan nedsættes i en sådan grad, så jeg kan fastholdes i et job, hvor der tages særlige hensyn til min samlede situation.
Nu er spørgsmålet, om er jeg forpligtet til at følge den foreslåede behandling, når følgende forhold lægges til grund:
1. Kommunen ønsker ikke at betale for behandlingen.
2. Det er ikke lykkedes for mig at få min sundhedssikring hos Danica til at betale.
3. Behandlingen er ikke dækket af den offentlige sygesikring.
Jeg skal derfor selv betale for behandlingen, som formentlig har et længerevarende forløb med mange konsultationer. Betalingen må på det grundlag antages at blive af et meget betydeligt omfang for mit vedkommende.
Det er ikke lykkedes for mig nogen steder at finde oplysninger om i hvilket omfang, jeg er forpligtet til at følge den foreslåede behandling, når jeg selv skal betale.
Det skal bemærkes, at jeg naturligvis ikke er afvisende over for at deltage i et behandlingsforløb, men jeg synes ikke, at det for mit vedkommende vil give mening at bruge et større beløb på noget, hvor resultatet må antages at være meget tvivlsomt.
Afslutningsvis vil jeg anføre, at min sagsbehandler hos kommunen har anbefalet mig at deltage i det foreslåede behandlingsforløb, da hun mener, at alle muligheder skal være udtømte, inden der kan bevilges fleksjob.
Jeg ser frem til at høre fra andre, der har været i en lignende situation eller måske ved, hvordan jeg skal forholde mig - på forhånd tak.
Med venlig hilsen
Ignoranten