Er lidt i tvivl om K10 er det rigtige sted at spørge, men jeg her er mange rummelige mennesker og måske har nogen oplevet noget lign ;)
I får lige hele min historie , så undskyld det bliver lidt langt. Den begynder egenligt i 2007. Jeg har et job jeg er glad for, men som jeg er tvunget til at opsige da jeg bliver taget for spirutuskørsel og frakendt i 10 år (og kørekort en absolut nødvendighed i jobbet)...
Jeg blev lad flad og ligeglad, også selvom jeg havde en lille datter, så skulle man jo tro jeg så havde god tid til hende, men jeg stenede stort set kun foran min computer eller TV.
I 2010 Var set så slut, min kæreste skred med datteren, hvilket betød at jeg også måtte flytte da jeg på inden måder kunne blive i et 150 m2 parcel hus alene på kontanthjælp.
Så jeg fandt en 25 m2 lejlighed. ca 25 km væk og på landet. Og jeg fandt ud af at alle jeg havde betragtet som fælles venner med eksen, undtagen 1 i virkeligheden var hendes og ikke vores (ikke mere kontakt.)
Stedet var ret luset med 2 meter til loftet - og synlige bjælker, så ja alle andre en dværge skulle dukke sig for at komme ind, så gammelt lort var det, men det kunne da gå og var billigt.
Men en dag havde udlejeren fået nok af at jeg rød indendør (på trods af at der ikke var forbud i mod det i lejekontrakten) så jeg fik 1 måned til at flytte.
Som de fleste ved er lejeboligmarkedet ikke let, og slet ikke de helt billige boliger, så jeg fandt ikke en på en måned.
Som en sidste udvej købte jeg en bil. Dels til at flytte med, og til at sove i til jeg fandt en bolig, nærmest uanset hvor DK.
Men allerede på vej hjem med bilen kørte jeg galt i den, og fik nu en fængselsdom.
Der skulle dog gå over 2 år inden afsoning.
I mellemtiden var jeg så hjemløs, så jeg havnede på forsorgshjem. Først i Holbæk, men det var i et kælderlokale mindre end en fængselscelle, og de ville heller ikke have jeg drak, så de sendte mig efter et par mdr videre til Lolland, Saxenhøj, ja der hvor "pædagoger" er blevet myrdet.
Efter et par måneder der kom det på tale at jeg måske skulle på et nærliggende plejehjem og bo...
Men så skete der et mirakel, jeg fik endelig tilbud en Lejlighed noget tættere på hjemme i nærheden af Holbæk. Som jeg endda kunne betale.
Skal hilse og sige at et er at få en lejlighed, men når man ikke ejer andet end sin computer og det tøj man har på, så er der lang vej til at skabe en bare lidt normal husholdning.
Heldigvis havde jeg en del familie og bekendte endnu som hjalp hvor de kunne, så jeg fik egenligt det meste foræret, fra tallerkener til TV og sengetøj.
Så kom tiden for føromtalte dom. Og jeg var tæt på at miste min lejlighed da man jo ikke får kontanthjælp som fængslet. Ja der er en paragraf som siger de skal dække ens husleje op til 6 mdr (det var 50 dage).
Men det var næsten en måneds "boksekamp" med kommunen at få dem til at fatte det.
Nå men jeg kom ud igen, og imens jeg var i fængsel fik jeg tilkendt førtidspension, fordi jeg - hov den del glemte jeg...
Da jeg flyttede fra det sidste forsorgshjem til min nye lejlighed, fik jeg lige efter helt vildt ondt i tungen. Først troede jeg bare jeg havde overbelastet den pga en masse oralsex på forsorgshjemmet, men det blev bare værre og værre, så slemt at jeg ikke kunne andet end sove og tude.
Så jeg endte faktisk i en ambulance. Og uden at vide det blev det starten på 3 mdrs mareridt i slutningen af 2016. Fra holbæk blev jeg sendt til Roskilde, så til Køge, Riget, og endelig Næstved - jeg havde kræft i tungen/munden, og ned i halsen, og metastaser til lungerne.
Nå men jeg kom igennem strålebehandlingen, og også fængslet, og så skulle man tro alt var godt i min lejlighed, og med førtidspension.
Mit problem er dog stadig at jeg er frygtelig ensom. Mit sociale liv forgår næsten udelukkende på internettet, med mennesker jeg kun kender fra internettet og aldrig har mødt.
Den lejlighed jeg sagde ja til er ganske vidst tættere på min hjemegn, en halv time i bil, men jeg har overhovedet ikke kontakt til mine venner jeg engang havde. Det nærmeste en ven jeg har er mine forældre, som bor 20 min i bil herfra.
Jeg er sådan set glad for lejligheden, da den både har en størrelse, og en beliggenhed (tæt på indkøb tog osv) som jeg kan magte, og også en god pris.
Men efter 2½ år her er dem jeg kender mest i byen de lokale kassepiger når jeg køber ind, jeg kender ikke et øje.
Jeg er blevet foreslået noget lokal sport fx svømning da der er en svømmehal i nærheden, men pga min kræft, er det meget ustabilt hvad jeg magter.
Nogen gange er jeg nødt til at få dagligvarer leveret, da jeg ikke selv magter at gå til købmanden, selvom der kun er ganske få 100 meter. Så tvivler på jeg ville magte at gå til en for for sport.
Så egenligt har jeg det godt nu økonomisk, jeg kan endda afdrage ekstra på min gæld, men mentalt er jeg et vrag, og ofte ender en dag med at jeg drikker mig selv i søvn i øl eller vodka.
Og hverken AA, Antabus eller Minnesotakur i døgnbehandling virker på mig, ej heller øreakupunktur. Alt er prøvet.
Så resultatet er at jeg er alene i en by hvor jeg ikke kender et øje, og der kan gå uger imellem at jeg overhovedet taler med et andet menneske, og det er som regel blot pigen på tanken når jeg køber cigaretter.
Jeg har EN ven tilbage, men han er en af dem der bor 30 min i bil væk, så han kigger jo ikke bare sådan forbi, man skal have en grund til det. Og skal jeg komme til ham med tog og bus, så tager det 2 timer hver vej med DSB.
Så vi ses næsten ikke mere heller.
Så opsummeret: jeg har det godt, min kræft er tilsyneladende i ro, men efter kærestebrud, fængselsophold, hjemløshed, hospitalsophold, og endt i en by hvor jeg kender 0 personer, er jeg så udmattet og træt at jeg knapt magter at gå på toilettet.
Jeg er endda så doven at jeg bruger engangskrus til drikkevarer, for at undgå at skulle vaske op.
Hvordan kommer jeg videre i livet, eller kan jeg kun vente på at "rådne op", i nu værende situation?
Som sagt foregår mit sociale liv på internettet på div chats, men det er ved at være 5 år siden at det har ført til et møde IRL, og ikke kun tlf og tekst.