Igår var jeg ude, Tivoli og spisning... ialt 4 timer
Resultat... idag er jeg total bombet, ligger i min seng, og kan nærmest ikke bevæge mig, af bare psykisk udmattelse.
Har også trælår efter 25 km på cykel, så det hjælper jo heller ikke på sagerne.
Efter mange års sygdom (12 år) er jeg nu begyndt for et års tid siden at indse at jeg hverken skal to ting på en dag, eller lave noget dagen efter en hård dag (med hård mener jeg mange aktiviteter)
Jeg skal simpelten ligge i min seng eller bare være her hjemme og lav småting.
Det er utrolig svært at overbevise min egen hjerne om at det ikke er fordi jeg er doven.
Men mine medmennesker, kan ofte korrigere mig når jeg føler mig doven... mange siger, jo men du har jo lavet det og det, og understøtter med at sige, jamen det er da ikke så underligt at du er træt, sådan som du fløj rundt igår.
Fakta er bare at enten skal jeg passe på (øver mig) ellers skal jeg acceptere konsekvenserne, som jo egentlig er fredelige nok.
Når jeg så sidder eller ligger her hjemme, kan jeg efterhånden godt sige til mig selv at det er altså iorden, og spejler mig lidt i at de sidste mange år på arbejdsmarkedet har det offentlige faktisk anerkendt at jeg skulle hvile mig ekstra i forhold til andre, og udsættes for færre stimuli, det er jo derfor jeg har været i fleksjob.
Resultat... idag er jeg total bombet, ligger i min seng, og kan nærmest ikke bevæge mig, af bare psykisk udmattelse.
Har også trælår efter 25 km på cykel, så det hjælper jo heller ikke på sagerne.
Efter mange års sygdom (12 år) er jeg nu begyndt for et års tid siden at indse at jeg hverken skal to ting på en dag, eller lave noget dagen efter en hård dag (med hård mener jeg mange aktiviteter)
Jeg skal simpelten ligge i min seng eller bare være her hjemme og lav småting.
Det er utrolig svært at overbevise min egen hjerne om at det ikke er fordi jeg er doven.
Men mine medmennesker, kan ofte korrigere mig når jeg føler mig doven... mange siger, jo men du har jo lavet det og det, og understøtter med at sige, jamen det er da ikke så underligt at du er træt, sådan som du fløj rundt igår.
Fakta er bare at enten skal jeg passe på (øver mig) ellers skal jeg acceptere konsekvenserne, som jo egentlig er fredelige nok.
Når jeg så sidder eller ligger her hjemme, kan jeg efterhånden godt sige til mig selv at det er altså iorden, og spejler mig lidt i at de sidste mange år på arbejdsmarkedet har det offentlige faktisk anerkendt at jeg skulle hvile mig ekstra i forhold til andre, og udsættes for færre stimuli, det er jo derfor jeg har været i fleksjob.