Hej, alle sammen.
Jeg har i dag været til møde i rehabiliteringsteamet.
Nerverne sad udenpå, og jeg havde forberedt mig så godt jeg kunne ved bl.a. at skrive dem et brev, som jeg ville have læst op. Det endte dog med, at min SKP måtte gøre det for mig.
Jeg har været kontanthjælpsmodtager i 14 år, pånær de fire gange, hvor jeg har forsøgt at tage en studentereksamen.
Alle de aktiveringstilbud jeg har deltaget i har jeg måttet afbryde, da jeg ikke kunne klare det i længden.
Læge og psykiater kalder mig stationær, og siger, at alle behandlingsmuligheder er udtømte og at jeg er meget påvirkelig overfor stress.
Jeg har diagnoserne skizotyp-, dependent- og evasiv pers. forst. samt PTSD.
Havde sådan håbet det hele ville være slut i dag, og ved med mig selv, at det eneste, der vil gøre mig bedre er en pension.
Teamet mente dog, at jeg skulle i ressourceforløb i 5 år. I den periode skal jeg udelukkende tale med min SKP.
Men jeg bare ikke acceptere det - at mit liv bliver sat på hold i yderligere 5 år og at man bliver ved med at sige 'det kunne jo være du fik det bedre'.
Det har sikkert meget at gøre med min alder (32), dog kan jeg stadig ikke se meningen med et ressourceforløb.
Så mit spørgsmål er - hvad er der af muligheder for at slå i bordet?
Skal mødes med min sagsbehandler på fredag, og det er jo i grunden hende, der skal træffe afgørelsen.
Men jeg kan ikke bare sidde stille uden at gøre et eller andet.
Står så meget på spidsen af vippen, og vil ikke bare vente på, at jeg falder ned i endnu et dybt hul.
Ina
Jeg har i dag været til møde i rehabiliteringsteamet.
Nerverne sad udenpå, og jeg havde forberedt mig så godt jeg kunne ved bl.a. at skrive dem et brev, som jeg ville have læst op. Det endte dog med, at min SKP måtte gøre det for mig.
Jeg har været kontanthjælpsmodtager i 14 år, pånær de fire gange, hvor jeg har forsøgt at tage en studentereksamen.
Alle de aktiveringstilbud jeg har deltaget i har jeg måttet afbryde, da jeg ikke kunne klare det i længden.
Læge og psykiater kalder mig stationær, og siger, at alle behandlingsmuligheder er udtømte og at jeg er meget påvirkelig overfor stress.
Jeg har diagnoserne skizotyp-, dependent- og evasiv pers. forst. samt PTSD.
Havde sådan håbet det hele ville være slut i dag, og ved med mig selv, at det eneste, der vil gøre mig bedre er en pension.
Teamet mente dog, at jeg skulle i ressourceforløb i 5 år. I den periode skal jeg udelukkende tale med min SKP.
Men jeg bare ikke acceptere det - at mit liv bliver sat på hold i yderligere 5 år og at man bliver ved med at sige 'det kunne jo være du fik det bedre'.
Det har sikkert meget at gøre med min alder (32), dog kan jeg stadig ikke se meningen med et ressourceforløb.
Så mit spørgsmål er - hvad er der af muligheder for at slå i bordet?
Skal mødes med min sagsbehandler på fredag, og det er jo i grunden hende, der skal træffe afgørelsen.
Men jeg kan ikke bare sidde stille uden at gøre et eller andet.
Står så meget på spidsen af vippen, og vil ikke bare vente på, at jeg falder ned i endnu et dybt hul.
Ina