http://politiken.dk/debat/kroniken/E...t-hylde-livet/
Jeg har modtaget en mail, fra min gamle ven Tom, flymekaniker af Guds nåde.
En mail, som handler om mod og kærlighed til livet.:hjerte:
En mail, som handler om en kronik, som desværre ikke kan refereres i sin fulde længde fra Politiken, Kronik. Love & regler osv
Jeg håber du vil læse hele kronikken, skrevet af en ung mand, der som 22 årig var uheldig.
Hej Peter.
En påskehilsen.
Rune Støvring kender jeg ikke, men det er som om, at efter jeg læste hans kronik i Politikens Søndagsudgave, er han blevet en del af mit sind og en barsk hyldest til livet.
De bedste hilsener
Tom
Kopi af Rune's kronik:
Lad mig bruge et øjeblik på at hylde livet
Jeg håber, at fortællingen om livet set fra en kørestol kan bidrage til den evige debat: Hvad er et godt liv? Måske har jeg fundet en formel ...
RUNE STØVRING GAD VIDE om der findes en opskrift, måske ligefrem en formel, der kan beskrive, hvad det gode liv er? Hvis der findes et svar, vil mange mennesker nok mene, at mit liv de sidste 8 år er den diametrale modsætning.
Idet jeg som 22-årig efter en gymnastikulykke blev lænket til en kørestol og indledte et forhold til en respirator med det borgerlige navn PLV 100. Et forhold, der bedst kan sammenlignes med et tvangsægteskab, som bogstaveligt talt lever op til kirkens ord: til døden jer skiller.
JEG SKAL være den første til at indrømme, at der er ubalance i den økonomiske vægtskål siden min ulykke. Med det mener jeg, at jeg siden ulykken nok er en større udgift for det danske velfærdssystem end de fleste. Jeg erkender blankt, at jeg rent økonomisk nok aldrig vil kunne genskabe balancen.
Jeg mener bare et liv kan ikke kun vurderes på kroner og øre, men lige så meget på, hvad den enkelte bidrager med. Lige præcis derfor føler jeg en vigtighed i min fortolkning af det gode liv, og hvordan jeg deltager trods mine udfordringer.
Jeg ankom til det sydfynske med troen på, at jeg kunne indtræde i samfundet i samme omfang som før min ulykke. Naivt planlagde jeg fremtiden på skuldrene af allerede eksisterende planer. Det viste sig dog hurtigt, at planerne på ingen måde var designet til min afhængighed af en 200 kilo tung kørestol og min vejrtrækning ved hjælp af en respirator.
Jeg indså, at jeg selv havde ansvaret for at skabe en ny identitet. En identitet præget af mine fysiske begrænsninger og langt fra ungdommens forestillinger. Den opgave virkede så uoverskuelig, at sindet langsomt stemplede ind på en rutsjebane.
Men to timer om ugen opvejer ikke de sprængte drømme om fremtiden, ulykken har efterladt mig med. De faste skridt på arbejdsmarkedet er erstattet af stemplet som førtidspensionist før min 23-års fødselsdag, og de fysiske begrænsninger spænder ben for en fuldkommen genkomst.
Hverdagen kræver en krans af rutiner og faste tidsmønstre, idet den svage fysik i takt med tidens tand godt og grundigt har arbejdet løs på den sidste rest af ungdommelig uovervindelighed.
Ydermere sætter fysikken jævnlig grænser for mængden af aktiviteter og medfører tilsidesættelsen af alle planer. Følelserne skummer op, i takt med at jeg ikke kan gennemføre det planlagte og efterlader mig med en mental mavepuster over de barske realiteter. Så til jer, der drømmer om at sidde med benene oppe og betragte dagligdagens stress og jag, kan jeg kun sige, at i længden bliver det ret kedeligt.
AFSLUTNINGSVIS vil jeg indrømme, at jeg selvfølgelig anser livets barske realiteter og mine daglige kampe for uretfærdige. Men jeg sidder alligevel med den følelse, at det kunne være meget værre.
Jeg kunne have fået en varig hjerneskade eller været død. Når snakken falder på døden, er den skræmmende sandhed, at jeg faktisk bliver holdt kunstigt i live af respiratoren, og dertil er et spørgsmål nærliggende: Hvad med en aktiv skilsmisse fra pinslerne? Jeg kan med oprejst pande svare: Livet er en gave, og for resten er kærlighedserklæringen intakt.
Desuden tror jeg ikke, at mine talegaver er gode nok til at overtale mine hjælpere til at køre mig ud over Svendborgsundbroen. Godt det samme, den bro er jo ikke særlig handikapvenlig.
Jeg har brugt et øjeblik på at hylde livet med enkelte sider af den komplekse situation, et liv med et handikap er. Det gode liv er ikke fejlfrit, det er en sammenkogt ret bestående af det perfekte, det uskønne og tilsat livsbekræftende ingredienser.
Retten skal stå og simre, men uden konstant opmærksomhed brænder den nemt på. Så kan selv ikke den fineste servering eller de dyreste dråber forbedre smagen.
Jeg håber, at fortællingen om livet set fra en kørestol kan bidrage til den evige debat: Hvad er et godt liv? Om indlægget har skabt mere balance på vægtskålen, vil jeg lade andre om at bedømme.
Og svaret på mit indledende spørgsmål ... Ja, det er muligt at udarbejde en formel, der enkelt kan beskrive grundessensen i et godt liv:
(Kærlighed + livets røde tråd + humor) x gode dage = et godt liv.
Rune Støvring
TAK, Rune for en særdeles god beskrivelse af et godt liv!:hjerte:
Hilsen Peter (;)
Rune Googlet https://www.google.dk/#q=Rune+St%C3%B8vring
Jeg har modtaget en mail, fra min gamle ven Tom, flymekaniker af Guds nåde.
En mail, som handler om mod og kærlighed til livet.:hjerte:
En mail, som handler om en kronik, som desværre ikke kan refereres i sin fulde længde fra Politiken, Kronik. Love & regler osv
Jeg håber du vil læse hele kronikken, skrevet af en ung mand, der som 22 årig var uheldig.
Hej Peter.
En påskehilsen.
Rune Støvring kender jeg ikke, men det er som om, at efter jeg læste hans kronik i Politikens Søndagsudgave, er han blevet en del af mit sind og en barsk hyldest til livet.
De bedste hilsener
Tom
Kopi af Rune's kronik:
Lad mig bruge et øjeblik på at hylde livet
Jeg håber, at fortællingen om livet set fra en kørestol kan bidrage til den evige debat: Hvad er et godt liv? Måske har jeg fundet en formel ...
RUNE STØVRING GAD VIDE om der findes en opskrift, måske ligefrem en formel, der kan beskrive, hvad det gode liv er? Hvis der findes et svar, vil mange mennesker nok mene, at mit liv de sidste 8 år er den diametrale modsætning.
Idet jeg som 22-årig efter en gymnastikulykke blev lænket til en kørestol og indledte et forhold til en respirator med det borgerlige navn PLV 100. Et forhold, der bedst kan sammenlignes med et tvangsægteskab, som bogstaveligt talt lever op til kirkens ord: til døden jer skiller.
JEG SKAL være den første til at indrømme, at der er ubalance i den økonomiske vægtskål siden min ulykke. Med det mener jeg, at jeg siden ulykken nok er en større udgift for det danske velfærdssystem end de fleste. Jeg erkender blankt, at jeg rent økonomisk nok aldrig vil kunne genskabe balancen.
Jeg mener bare et liv kan ikke kun vurderes på kroner og øre, men lige så meget på, hvad den enkelte bidrager med. Lige præcis derfor føler jeg en vigtighed i min fortolkning af det gode liv, og hvordan jeg deltager trods mine udfordringer.
Jeg ankom til det sydfynske med troen på, at jeg kunne indtræde i samfundet i samme omfang som før min ulykke. Naivt planlagde jeg fremtiden på skuldrene af allerede eksisterende planer. Det viste sig dog hurtigt, at planerne på ingen måde var designet til min afhængighed af en 200 kilo tung kørestol og min vejrtrækning ved hjælp af en respirator.
Jeg indså, at jeg selv havde ansvaret for at skabe en ny identitet. En identitet præget af mine fysiske begrænsninger og langt fra ungdommens forestillinger. Den opgave virkede så uoverskuelig, at sindet langsomt stemplede ind på en rutsjebane.
Men to timer om ugen opvejer ikke de sprængte drømme om fremtiden, ulykken har efterladt mig med. De faste skridt på arbejdsmarkedet er erstattet af stemplet som førtidspensionist før min 23-års fødselsdag, og de fysiske begrænsninger spænder ben for en fuldkommen genkomst.
Hverdagen kræver en krans af rutiner og faste tidsmønstre, idet den svage fysik i takt med tidens tand godt og grundigt har arbejdet løs på den sidste rest af ungdommelig uovervindelighed.
Ydermere sætter fysikken jævnlig grænser for mængden af aktiviteter og medfører tilsidesættelsen af alle planer. Følelserne skummer op, i takt med at jeg ikke kan gennemføre det planlagte og efterlader mig med en mental mavepuster over de barske realiteter. Så til jer, der drømmer om at sidde med benene oppe og betragte dagligdagens stress og jag, kan jeg kun sige, at i længden bliver det ret kedeligt.
AFSLUTNINGSVIS vil jeg indrømme, at jeg selvfølgelig anser livets barske realiteter og mine daglige kampe for uretfærdige. Men jeg sidder alligevel med den følelse, at det kunne være meget værre.
Jeg kunne have fået en varig hjerneskade eller været død. Når snakken falder på døden, er den skræmmende sandhed, at jeg faktisk bliver holdt kunstigt i live af respiratoren, og dertil er et spørgsmål nærliggende: Hvad med en aktiv skilsmisse fra pinslerne? Jeg kan med oprejst pande svare: Livet er en gave, og for resten er kærlighedserklæringen intakt.
Desuden tror jeg ikke, at mine talegaver er gode nok til at overtale mine hjælpere til at køre mig ud over Svendborgsundbroen. Godt det samme, den bro er jo ikke særlig handikapvenlig.
Jeg har brugt et øjeblik på at hylde livet med enkelte sider af den komplekse situation, et liv med et handikap er. Det gode liv er ikke fejlfrit, det er en sammenkogt ret bestående af det perfekte, det uskønne og tilsat livsbekræftende ingredienser.
Retten skal stå og simre, men uden konstant opmærksomhed brænder den nemt på. Så kan selv ikke den fineste servering eller de dyreste dråber forbedre smagen.
Jeg håber, at fortællingen om livet set fra en kørestol kan bidrage til den evige debat: Hvad er et godt liv? Om indlægget har skabt mere balance på vægtskålen, vil jeg lade andre om at bedømme.
Og svaret på mit indledende spørgsmål ... Ja, det er muligt at udarbejde en formel, der enkelt kan beskrive grundessensen i et godt liv:
(Kærlighed + livets røde tråd + humor) x gode dage = et godt liv.
Rune Støvring
TAK, Rune for en særdeles god beskrivelse af et godt liv!:hjerte:
Hilsen Peter (;)
Rune Googlet https://www.google.dk/#q=Rune+St%C3%B8vring