Det bliver lidt et samsurium af spørgsmål, men lad os se om ikke jeg kan finde ud af at få det skrevet på en måde, der giver mening.
I første omgang lidt om mig selv:
Jeg er 29, har en skizofrenidiagnose, har været on/off i gang med uddannelser eller været på kontanthjælp i 9-10 år. Jeg har forsøgt mig med Lingvistik, Dansk, Pædagogseminaret, GSK (for at supplere fag fra gymnasiet), Medialogi og Pædagogseminaret igen. Alle gode gange 6 er det kikset. Da jeg er under 30 vil jobcenteret gerne have mig i uddannelse - og det har hele tiden været den store udfordring. Jeg får at vide, at jeg da virker for klog til at sidde i jobcenterets klør. eller at jeg virker for energirig. Jeg har af bl.a. min hjemmevejleder (da jeg boede i København) fået at vide, at jeg også snød hende, men at hun senere i forløbet godt kunne se, at jeg ikke kunne så meget, som hun egentlig først havde troet.
Udover mine uddannelsesforsøg, så har jeg været i praktik nogle gange - både i forbindelse med jobcenteret, men også i forbindelse med uddannelsesforsøg. Jeg har desuden været i et utal af akvititeter gennem jobcenteret.
Jeg efterspurgte her i Odense til sidste møde med jobcenteret, starten af august, at komme i noget ressourceforløb, med henblik på fleksjob eller førtidspension. Jeg fik at vide at førtidspension var stort set umuligt, når man er under 40, og det skulle jeg bestemt ikke regne med. Hun havde ikke indhentet informationer fra lokalpsykiatrien eller distriktpsykiatrien i København.
Svaret på min efterspørgsmål om ressourceforløb var, at det var for tidligt i mit forløb, og at jeg skulle i prøve nogle flere ting af først. Så de vil gerne have mig i praktik 10 timer om ugen - uden sammenhæng til fleksjob, ressourceforløb, afklaring eller lignende. Og det virker ærlig talt som om de bare vil holde mig hen.
Pt. fungerer mit hoved sådan, at jeg skal bruge 2 dage på at lade op til at skulle afsted 1 enkelt dag, og så 2 dage på at køle ned. Dvs. 5 dage på 1 arbejdsdag. At de så vil have mig i praktik (2-3 dage om ugen) virker totalt stressende, uoverskueligt og jeg småpanikker alene ved tanken.
Jeg synes selv at det lyder helt skørt, og det har jeg også hørt andre sige. Kan det virkelig passe, at jeg ikke kan komme nærmere en afklaring på hvor meget jeg overhovedet kan holde til? Jeg har selv svært ved at vurdere det. Jeg havde 50% fravær ved 15 timers undervisning om ugen, og selv der var jeg plaget af symptomer på min sygdom, angst i forhold til at skulle afsted, for slet ikke at snakkke om at holde mit hjem, daglige gøremål m.v. Og jeg havde slet ikke lyst til at begive mig ud i hobbyer eller interesser.
Når vi så snakker hobbyer, er jeg pludselig blevet klar over, at min musik-interesse og guitarspil (noget som jeg har gjort mig i i 16 år), kan blive brugt mod mig. Jeg har skrevet nogle numre, tilmed et helt album, men har selv sagt brugt meget lang tid på dette, på svingende tidspunkter, med egen styring på tempo, pauser og lignende.
Jeg vil egentlig gerne lave nogle flere numre, youtube videoer med guitarøvelser. Men det er MEGET krævende for mig energimæssigt, overskudsmæssigt og ofte brænder jeg ud inden jeg for alvor er kommet i gang.
Men kan det dog være sandt, at ens interesse og hobby, som jeg desuden totalt må give op på, når jeg er presset udefra af andre skal-ting, kan blive brugt imod en? "Hvis du kan spille og lave musik, samt lave online kurser, så kan du også arbejde!"
Problemet er jo tillige at det hele skal gå op i en højere enhed, og det gør det knapt nok, når jeg bare får lov til at gå i fred og ro herhjemme - men det er det tætteste på jeg kommer. De gange jeg har været sendt ud i aktiviteter eller praktik i alt fra 10 til 22 timer om ugen er alt faldet fra hinanden ved siden af. Jeg VIL jo gerne fungere normalt, og det er også det jeg fortæller jobcenteret tit (måske skal jeg lade være med det), men når jeg bliver spurgt om jeg helst bare vil gå derhjemme, så er svaret da, som det ser ud nu, klart ja, da jeg så ikke er nær så ramt af symptomer m.v.
Så længe jeg er på kontanthjælp er der vel ikke nogen måde, hvorpå jeg kan passe min musikinteresse og i samme regi hjælpe andre i det omfang jeg selv har mulighed for, uden at det kommer til at spænde ben for min kontanthjælp samt min fremtidige situation omkring fleksjob eller førtidenpersion?
Øv! Føler mig sgu lidt skudt i sænk af systemet og i dårligt humør nu!